Finn Grabowski er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, hvor han i 1970 tog sin afgang som arkitekt MAA. Grabowski har malet siden gymnasieårene og har fra 2003 helliget sig malerkunsten efter at han byttede tegnetrekant og blyant ud med staffeli, farver og pensler.

Hans baggrund fra Kunstakademiets Arkitektskole ses tydeligt i hans motivvalg, og den sikre måde han anvender perspektivreglerne i billedernes komposition. Studerer man hans værker, specielt de billeder som hører til hans ”Arkitektoniske Abstraktioner”, vil man ofte komme til at tænke på kunstnere som Poul Anker Bech, Caspar David Freidrich, og Robin Eschner – kunstnere som Finn Ulf Grabowski med stor glæde studerer. Grabowski har også ”opfundet ” ismen: ”Sur-Realistisk Realisme” som han definerer på følgende måde: ”Ved at kombinere forskellige realistisk gengivne finurlige delmotiver kreeres den sur-realisme, som får hele motivet til at fremstå som det jeg kalder ”Sur-realistisk realisme”, hvilket jo ikke er det samme som den klassiske sur-realisme som man f.eks. genkender den fra Dali og Freddie m.fl.

Ved hjælp af hans titler prøver han desuden på, at forstærke det sur-realistiske islæt og at igangsætte, lede og vildlede beskuerens tankevirksomhed. Når man går på opdagelse i hans billedunivers afsløres der ofte flere lag: blandt andet et strejf af noget absurd som ikke passer ind – eller noget humoristisk, underlige effekter som ikke hører hjemme på stedet, noget der gør selv det mest realistiske billede til noget andet og mere.

Portrætmaleriet er en anden genre som Grabowski mestrer. Hans portrætter er meget detaljerede og udtryksfulde på en fornyende måde, med respekt for de klassiske dyder indenfor portrætkunsten. Finn Grabowski har en lang række udstillinger bag sig i Danmark og udlandet. Siden 1983 hvor han havde sin første udstilling hos Galleri Manuka, Canberra, Australien har han bl.a. haft udstillinger i Galleri Asbæk, København, Galleri Elander, Tisvildeleje, Galleri Claus C, København, Strand-Galleriet i Gl. Skagen, Galerie Helth, København, m.fl. – og i udlandet som nævnt i Australien, Norge, Sverige, Schweiz, Frankrig.

Viser alle 17 resultater