Per Kirkeby, der indledte sin kunstneriske løbebane i begyndelsen af 1960’erne, har i de fire sidste årtier skabt et usædvanlig ambitiøst og komplekst værk. Uden for Danmark fik man øje for hans kunst i anden halvdel af 1970’erne: med bidraget til Biennalen i Venezia, 1976, separatudstillingerne i Museum Folkwang i Essen, 1977, og Kunsthalle Bern, 1979, samt den udstilling som blev banebrydende for 1980’erne, A New Spirit of Painting, 1981, i Royal Academy of Arts, London, hvor Per Kirkeby deltog i som galionsfigur for den danske samtidskunst. Udstillingens kuratorer så i hans maleriske refleksioner i stort format og opbygget af mange dynamiske farvelag et belæg for landskabsmaleriets aktualitet. Denne tilordning forbandt Kirkebys kunst med den neo-ekspressive figuration som på London-udstillingen blev celebreret oven på et årti med konceptkunst. Når man ser hans maleri der leger med illusionismer og transformerer rummet, og hvis konkrethed og materialitet i den gestiske farvepålægning fængsler os igen og igen, vil man i virkeligheden dårligt nok komme til at tænke på figurer. Tilsvarende bliver billedmotiver i litteraturen om Kirkeby gerne betragtet som en bi-omstændighed. Tilbage står spørgsmålet hvad ’figur’ overhovedet betyder for Kirkeby som følte sig rigtigt bedømt i den londonske kontekst.

Viser alle 7 resultater