Poul Winther – 1939 — 2018
Poul Winther er uløseligt forbundet med Skagen strand, hvor han finder vraggods og ilanddrevne genstande, som han gengiver i sine malerier, grafiske værker, skulpturelle opgaver og direkte bruger i collager. Mens W. var i tømrerlære, debuterede han som maler i 1958. På den tid boede Svend Wiig Hansen også i Skagen, og han betød meget som igangsætter. W. kalder sine opstillinger eller nature morte for sindbilleder. Genstandene, der er gengivet, er præget af tidens tand og har hver sin historie, undertiden skildret med en erotisk undertone. I W.s malerier har der været perioder med forskellige grundfarver. I de seneste billeder er der kommet et dramatisk udtryk, domineret af den sorte farve. W. har en betydelig grafisk produktion med samme motivkreds som i malerierne. I 1960 begyndte han at udføre træsnit, siden har han også benyttet andre grafiske teknikker. De tidlige værker har motiver, der viser tingene på deres findested på stranden eller i bølgerne på vej ind, og det hele indgår i et dramatisk, næsten kosmisk handlingsforløb. I W.s ætsninger på kobber og zink opnår han fine og lette stoflige virkninger, som kan være i kontrast til hans øvrige udtryksform. Klaus Rifbjergs digte til Poul Winthers tegninger i bogen Stranden opsummerer tankerne bag hans motivverden. I W.s skulpturer og udsmykningsopgaver er motiverne de samme. Det ses bl.a. i vandkunsten ved Albertslund Rådhus. I et stort bassin står 10 skulpturer med mindelser om vraggods, der synes at have fundet tilbage til deres rette element. Skulpturerne til Sams Passage i Hjørring er ligesom hans øvrige værker blevet til, mens han lyttede til jazzmusik, og han kalder selv stedet Chet Bakers Plads. Blandt kirkeudsmykningerne kan fremhæves det abstrakte korvindue i Hammer Kirke med gule farver, som symboliserer opstandelsen.

Der blev ikke fundet nogle varer, der matcher dit valg.